Lærling Søges

(Denne stilling er besat)

Lærling søges til magisk guldsmedeværksted i hjertet af København

Er du nysgerrig på guldsmedehåndværket, og drømmer du om at blive en del af et kreativt værksted, hvor skabelse og fordybelse går hånd i hånd med æstetik og sjæl? Hos Guldsmed Heindorf tilbyder vi nu en læreplads med opstart i 2025.

Om lærepladsen

Du bliver en del af et lille team på seks personer, som arbejder tæt sammen om at skabe unikke og bæredygtige smykker. Som guldsmedelærling får du en grundig 4-årig uddannelse i klassisk guldsmedehåndværk og deltager i hele processen fra design til færdigt smykke.

Hos os er der plads til nysgerrighed, kreativitet og fordybelse. Vi vægter ikke blot teknik og faglighed, men også åbenhed, energi og tilstedeværelse i hverdagen.

Vi forestiller os, at du:

  • Er passioneret og åben over for at lære

  • Møder stabilt og med engagement

  • Har blik for detaljen og lyst til fordybelse

  • Er fleksibel og klar til at indgå i forskellige opgaver

  • Er åben for spiritualitet og arbejder med nærvær

  • Trives i et lille team og kan tage ansvar

Tidligere erfaring med håndværk, smykker, kunst eller design er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du brænder for at lære og kan se dig selv i vores hverdag.

Det er en forudsætning, at du taler, læser og skriver dansk flydende, da kommunikation med både kunder og kolleger foregår på dansk.

Om os

Guldsmed Heindorf er et kreativt værksted og butik i hjertet af København – med udsigt til Rosenborg Slot og Kongens Have. Værkstedet er som at træde ind i et magisk eventyr, fyldt med inspirerende og hyggelige omgivelser. Vi skaber smykker med omtanke, håndværk og sjæl, og vi vægter ægte materialer og bæredygtighed højt.

Praktisk

Lærepladsen er fuldtid og varer fire år. Opstart efter aftale.

Send din ansøgning til info@heindorf.dk – vi glæder os til at høre fra dig.

Forrige
Forrige

Guldsmed Søges